Den prestigefyldte skole, der er vært for ISI's sommerlejr for teenagere

James Joyce og Belvedere College (ISI Blog Post "I"):

Vidste du, at James Joyce blev uddannet på Belvedere College, den prestigefyldte privatskole, der er vært for vores Engelsk sommerlejr for teenagereVar han på Belvedere College i ikke mindre end fem af de formentlig mest formative år i sit liv? Joyce - som senere blev en verdensberømt romanforfatter fra den modernistiske avantgarde og gjorde Belvedere College verdenskendt gennem sin selvbiografiske roman A Portrait of the Artist as a Young Man (1916) - begyndte på Belvedere i 1893 i en alder af 11 år og viste sig at være en meget dygtig elev lige indtil sin afgang i 1898 i en alder af 16 år. I en tidligere blogindlægI dette blogindlæg kaster vi delvis lys over ISIs unikke forhold - som engelsk skole i Dublin - til denne trofaste litterære figur, der er universelt anerkendt som en af de mest indflydelsesrige forfattere i det 20. århundrede. I dette blogindlæg, del "I" af en meget oplysende serie af "V", vil vi oplyse dig yderligere ved at fokusere på den rige religiøse arv på Belvedere College - basen for vores Engelsk sommerlejr i Dublin - samt Joyces plads, som blot en af mange berømte alumner, inden for og uden for den.

Da James Joyce skrev til sin livslange partner, Nora Barnacle, den 29. august 1904, indrømmede han kortfattet, at han havde forladt den katolske kirke - "idet han hadede den inderligt" - seks år tidligere. "Jeg fandt det umuligt for mig at forblive i den", siger han i brevet, "på grund af impulserne i min natur. Jeg førte hemmelig krig mod den, da jeg var studerende, og afviste at tage imod de stillinger, den tilbød mig. På den måde gjorde jeg mig selv til tigger, men bevarede min stolthed. Nu fører jeg åben krig mod den med det, jeg skriver, siger og gør." Den miltonske atmosfære, som skulle gennemsyre hele Joyces forfatterskab, fra Kammermusik (1907) til Finnegans Wake (1939), kommer måske ikke bedre til udtryk end i netop dette brev, som langt fra uden videre afslører den sataniske følelse af fremmedgørelse, som han opretholdt; han dyrkede den i eksil og formidlede den i sin fiktion: "Jeg kan ikke komme ind i den sociale orden [nu]," mente Joyce, "undtagen som vagabond."

1898, det år, hvor Joyce siger, at han mistede sin tro, var det år, hvor den unge Dubliner forlod Belvedere College - en privat, katolsk drengeskole i den indre by, der var under administration af Jesu Selskab. Han havde været elev der i fem år. Forud for dette var Joyce, på trods af en kort pause hos de kristne brødre, som han valgte aldrig at huske i sine skrifter, blevet uddannet på Selskabets prestigefyldte søsterskole, Clongowes Wood, i Salins, Co. Kildare. Han begyndte der som kostelev den 1. september 1888. Da han blev spurgt om sin alder, svarede den unge Joyce, at han var "half past six" - et forførende uskyldigt svar, som i nogen tid fremover skulle blive hans øgenavn på skolen.

I alt blev James Joyce uddannet af Jesu Selskab, eller jesuitterne, som de er mindre formelt kendt som, i det meste af fjorten år. For selv da han forlod Belvedere i 1898, fortsatte han med at studere på University College i Dublin: en katolsk institution, som var blevet overtaget af jesuitterne i 1883. Her tog Joyce en Bachelor of Arts-grad og dimitterede i 1902. Hvis Joyce bevarede noget fra denne lange uddannelse, var det, som hans mest værdsatte "biografiend", Richard Ellmann, fortæller:

[En overbevisning om sine jesuitiske mestres dygtighed, som er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi han afviste deres undervisning. "Jeg tror ikke, du nemt kan finde nogen, der kan matche dem", sagde han længe efter til komponisten Philip Jarnach, og han rettede sin ven Frank Budgens bog om ham ved at bemærke: "Du omtaler mig som katolik. For præcisionens skyld og for at få den rigtige kontur på mig, burde du omtale mig som jesuit." Til billedhuggeren August Suter, som spurgte ham, hvad han havde fået ud af sin jesuitiske uddannelse, svarede Joyce [på samme måde som den franske dramatiker Pierre Corneille fra det 17. århundrede, som også havde fået en streng uddannelse af jesuitterne]: "Jeg har lært at arrangere tingene på en sådan måde, at de bliver lette at overskue og bedømme."

Joyce kom ind på Belvedere College den 6. april 1893 og blev dets mest berømte "OB" (Old Boy eller Old Belvederian, som alumnerne kaldes). På grund af sin fars svindende økonomi var han i juni 1891 blevet fjernet fra det mere berømte Clongowes Wood - "med sine elme, store grunde og det sagnomspundne (...) middelalderslot" - og i mellemtiden blev han, om end ikke med det samme, sendt til Christian Brothers i Dublins indre bydel North Richmond Street: en kendsgerning, som Joyce er tilbageholdende med at huske i Et portræt af kunstneren som ung mand (1916); han foretrak i stedet at lade sit alter ego, Stephen, tilbringe denne periode i en "lang periode med fritid og frihed". Dette var Joyces eneste brud med jesuitternes uddannelse, for ligesom sin far var han i sidste ende af den opfattelse, "at jesuitterne var den katolske uddannelses herrer og de kristne brødre ... dens droner." Efter at have fordømt sidstnævnte som "Paddy Stink og Micky Mud" i Et portrætDet er det, Simon Dedalus, alias "John Stanislaus Joyce", siger til sin kone foran den unge Stephen:

-Nej, lad ham holde sig til jesuitterne i Guds navn, siden han begyndte med dem. De vil være til gavn for ham i de kommende år. Det er dem, der kan skaffe dig en stilling.

-Og de er en meget rig orden, ikke sandt, Simon?

-...snarere. De lever godt, siger jeg dig. Du så deres bord på Clongowes. Mætte, ved Gud, som gamecocks.

Denne samtale, som finder sted over middagsbordet, fortæller om den meget virkelige begivenhed, hvor en temmelig tilfreds John Joyce vendte hjem for at fortælle om sit heldige møde med en fader John Conmee, SJ, mens han gik langs Mountjoy Street den dag. Fader Conmee var blevet præfekt for studierne på Belvedere College efter at have forladt stillingen som rektor for Clongowes to år tidligere. Selv om han endnu ikke var provinsoverhoved for jesuiterordenen i Irland, hvilket han ville blive i 1906, var han allerede meget magtfuld. Da han hørte, at hans tidligere elev var tvunget til at gå hos Christian Brothers, og da han var opmærksom på hans akademiske evner, var fader Conmees velvilje så stor, at han straks "tilbød at sørge for, at James og hans brødre også kunne gå på den fine jesuitiske dagskole, Belvedere College, uden gebyrer."

Der er et andet eksempel, som Richard Ellmann har fortalt om, og som, selv om det ikke kom med i Et portræt af kunstneren som ung mandsupplerer helt sikkert denne. Det fandt sted i 1895, to år inde i Joyces uddannelse på Belvedere, da han efter at have gjort sig store anstrengelser vandt en national akademisk pris for sin præstation i de nationale mellemeksamener. Et direkte resultat af denne - hans anden - sejr var, at hans far en dag blev opsøgt af to dominikanske præster, som tilbød at give James gratis kost, logi og undervisning, hvis han gik på deres skole nær Dublin. John overlod beslutningen til sin søn og bragte James ind i lokalet, hvorefter den unge Joyce uden tøven - og som et ekko af sin fars tidligere proklamation - bekendtgjorde: "Jeg begyndte hos jesuitterne, og jeg vil slutte hos dem."

Da Joyce flyttede ind på Belvedere i 1893, befandt han sig i luksuriøse omgivelser, og han frydede sig over husets og dets omgivelsers historie. Hvis Clongowes Wood med sine subversive associationer til oprør havde "vækket sine elever til tanker om storslåede handlinger og store lidelser", så vækkede Belvedere med sine konspiratoriske forbindelser til kriminalitet og kødelig lidenskab Joyces tanker om suverænitet og litterær udødelighed. I Odysseus (1922), ville han i det første afsnit af "Wandering Rocks" trække på noget af sin tidlige forskning om kollegiet - som Ellmannn bemærker, var "med så god effekt, at han et par år senere overvejede at skrive en lille bog om det" - når han lader fader Conmee gå langs Malahide Road og tænke "på sin lille bog Gamle dage i baroniet og om den bog, der kunne skrives om jesuitternes huse, og om Mary Rochfort, datter af lord Molesworth, den første grevinde af Belvedere." I hans bevidsthedsstrøm hører vi om "[en] sløv dame, ikke længere ung, der går langs bredden af Lough Ennel, Mary, den første grevinde af Belvedere, sløvt gående om aftenen, ikke forskrækket, da en odder dykkede. Hvem kunne kende sandheden? Ikke den jaloux lord Belvedere og ikke hendes skriftefader, hvis hun ikke havde begået ægteskabsbrud med sin mands bror?" Den historie, der gradvist afdækkes gennem denne proces af tilfældige tanker og erindringer, af "halve tilståelser" og "tyrannisk inkontinens", afslører et dunkelt øjeblik i Belvedere-familiens annaler.

Belvedere House blev bygget i 1775 til den anden jarl af Belvedere, George Rochfort, og er angiveligt et af de fineste 1700-tals huse i Dublin. Det ligger på Great Denmark Street i den nordlige del af den indre by, og dets design og udsmykning er skiftevis blevet tilskrevet Robert West og Michael Stapleton, som begge var datidens førende stukkatører. De vigtigste rum blev navngivet Venus, Diana og Apollo efter guder, hvis tilstedeværelse blev afløst, men ikke udslettet, da jesuitterne overtog bygningen i 1841. På det tidspunkt skrev en fader Bracken, SJ, til generalfaderen i Rom: "Vi har erhvervet et stort, smukt hus på en pragtfuld grund, som måske med tiden vil fortjene titlen kollegium, hvis vi kan finde mændene til det." De fandt dem, og til denne imponerende bygning tilføjede jesuitterne Lord Fingalls tilstødende hus, som de købte i 1884.

Den unge Joyce var så imponeret over kollegiets bygninger, at han - måske midt i overdådigheden og med en fornemmelse af dekadence - straks gik i gang med at undersøge Belvedere-familiens historie. Den unge Joyce var ret alene om sit detektivarbejde, men på den anden side havde han altid en livslang interesse og passion for justitsmord - som det fremgår af Adrian Hardimans bog Joyce fra 2017. i retten: James Joyce og loven. Det, den unge Joyce opdagede om Belvedere-familien, var, at Mary, hustru til den første jarl af Belvedere, Robert Rochfort, blev anklaget for at have en affære med sin mands bror, Arthur, i 1743. Som Ellmann bemærker, "var de breve, der blev fremlagt dengang, sandsynligvis forfalskede, men Lady Belvedere blev overtalt til at sige, at hun var skyldig, så hun kunne blive skilt fra sin udsvævende mand." Skammen og stigmatiseringen ved en skilsmisse var dog så stor i Irland på det tidspunkt, at det var for meget for Robert at bære. Så i stedet for at lade sig skille, begyndte han på grusom vis at fængsle hende på familiens ejendom i Gaulstown, Co. Westmeath, hvor hun fortsatte med at proklamere sin uskyld i de næste tredive år.

Selvom Mary gentagne gange bad om at blive løsladt, nægtede Robert. Han fik også sin bror fængslet, og midt i sin gotiske dårskab levede han et liv i luksus og dekadence lige indtil sin død i en alder af 66 år - årsagen er ikke klar, selvom der findes spektakulære beretninger om et mord ved midnat, et vildt angreb fra vilde hunde og en mindre ondskabsfuld gengivelse, der involverer et dødeligt fald under en gåtur i måneskinnet. Under alle omstændigheder var det i 1764, at Mary endelig blev løsladt - en skrøbelig, gammel og bange kvinde, som havde mistet alt (nogle siger endda sin forstand). Det siges, at da hun blev frigivet, spurgte hun kun "er tyrannen død?" og tilbragte de få dage, hun havde tilbage i sin datters hjem, med at erklære sin uskyld på sit dødsleje.

Vidste du, at James Joyce omtalte vores ISI Meetinghouse Lane Campus i Ulysses (1922) som "det mest historiske sted i hele Dublin." . . . Læs alt om det i vores tidligere blog Post!